Forældre i sexsag med i beslutning
11. maj 2012 16.58 SvendborgForældrene i sagen om sexovergreb på en skoleelev i Svendborg var med i beslutningen om, at offeret og gerningsmanden fortsatte i samme klasse.
Sagen handler om, at Svendborg Kommune har ladet to unge blive gående sammen i den samme klasse på Nymarkskolen, selv om drengen er tiltalt for forsøg på at tvinge sin klassekammerat til oralsex i november sidste år.
- Det er skolen, der træffer beslutningen, men det sker efter samtaler med både børn og forældre, siger Børn- og Ungedirektør Jan Præstholm.
- Det er en svær og ulykkelig sag, men ud fra de oplysninger vi har fået, når vi har talt med børnene og forældrene, så har man ikke fundet det problematisk, at de skal fortsætte på skolen begge to, siger han.
Frivilligt, at drengen nu flytter
Drengen i sagen vil nu blive flyttet fra klassen. Det sker blandt andet på grund af den megen fokus, der har været på sagen.
- Dagen i dag (fredag, red.) er et eksempel på, hvor meget eksponering, der har været. Det har gjort, at det har været svært at være midt i. Derfor har vi haft en tæt dialog med specielt forældrene med drengen, og har indgået en aftale med dem om, at han nu skal være et andet sted. Det er frivilligt, siger Jan Præstholm.