Slipper for slemme besparelser
05. feb. 2013 13.44 SvendborgIngen besparelser på plejecentre i Svendborg - og heller ikke på de ældres personlige rengøring.
Formanden for socialudvalget, Lars Erik Hornemann er tilfreds med, at udvalget
trods besparelser på 10 millioner kroner slipper for at gennemføre nogen af de mest kritiserede forslag:
- Vi slipper for at lukke dagcentre, og vi slipper for at reducere i bad og rengøring. Vi slipper også for at tage penge fra frivilligområdet, hvor vi netop har brug for en øget indsats de kommende år, siger Lars Erik Hornemann.
- Det kunne have været meget værre. Jeg synes, vi har fået det til at lande på en fornuftig måde, siger formanden for socialudvalget.
Personale i Svendborg kommune fik i dag besked på,der i stedet skal spares ved indførelse af robotstøvsugere og ved mere hjemmetræning i sygeplejen.
Samtidig skal en række borgere flyttes fra dyre til billige specialtilbud, ligesom der skal være samkøring og fælles brug af personale i institutioner, som også har borgere fra andre kommuner.
Og madpriserne stiger, nemlig med 2 kroner pr. portion til 44 kroner for en hovedret.