Ram motivet ind
Det giver en ret god effekt, hvis du rammer dit
hovedmotiv ind. Hvis du eksempelvis tager et billede af et barn i en dør, kan dørkarmen fungere som ramme og sætter dit motiv i centrum.
Komponér og beskær
Du skal komponere og beskære billedet, så det er rart at se på. Det skal have en god indvirkning på øjnene.
Forgrund og dybde
Sørg for at have en forgrund og noget i dybden. Det gør billedet spændende og pakker hovedmotivet ind.
Gå tæt på
Det er vigtigt at gå tæt på, når man vil vise små detaljer på et billede. Der må ikke være for mange uvedkommende ting, som kan gøre en i tvivl om, hvad motivet egentlig er.
Brug det forhåndenværende lys
Brug det forhåndenværende lys - slå flashen fra. Indstil i stedet lysfølsomheden. Det forhåndenværende lys bevarer stemningen, men du skal ofte holde kameraet mere stille, hvis du ikke bruger flashen.
Fokuser på hovedmotivet
Et digitalkamera fokuserer normalt i midten af søgeren, så sørg derfor for, at der er fokuseret på hovedmotivet, inden du trykker på udløseren. På den måde kommer hovedmotivet - og ikke omgivelserne - til at stå skarpt.
Skyd i øjenhøjde
Særligt når du fotograferer børn, skal du ned i deres højde. Hvis du fotograferer ovenfra, er der ikke samme nærhed over det endelige billede, som hvis du er på niveau med dit motiv.
Forberedelse
Du skal forberede dit skud. Hvis motivet bevæger sig, er det vigtigt du ved, hvornår du vil tage billedet. Sørg for at være forberedt ved at fokusere i god tid - og skyd så, når motivet har den stilling, du vil have det i.
Skæve vinkler er ok
Det er helt i orden at skyde fra skæve vinkler. Leg med hovedmotivet og placer det et eller andet pudsigt sted i billedet - i stedet for bare at sætte det i midten. Alt er tilladt i dag, og det er sjovt at lege med de skæve skud.
Fortæl en historie
Forsøg at tænke over, hvad det er for en historie, billedet skal fortælle. Brug billedet til at fortælle, hvad det er, der foregår.