Kommune graver alligevel i beskidt jord
10. feb. 2012 07.31 NyhederEfter fundet af af forurenet jord i Lynge Grusgrav, vil Allerød Kommune nu selv se nærmere på jorden.
- Vi kan ikke komme udenom, at der er rejst tvivl om jorden i Lynge Grusgrav i Operation X's udsendelse. Men vi kan ikke agere alene på grund af en tv-udsendelse, vi er nødt til at få vores egen dokumentation for forholdene, siger Per Møller fra Allerød Kommunes miljøafdeling til Frederiksborg Amts Avis.
Kraftig forurening
I programmet tog Operation X jordprøver fra jorden på fyldpladsen i grusgraven. Jorden skal bruges til at slutafdække det affald, der er deponeret på fyldpladsen, som det er aftalt i Farum Sten & Grus' miljøgodkendelse.
Operation X's prøver af jorden viste kraftig forurening af jorden.
Endnu flere stikprøver
Sammen med miljølaboratoriet Milana vil kommunen i løbet af de næste seks uger lave 24 stikprøver af den jord, der køres til fyldpladsen.
Allerede fra i dag vil Farum Sten & Grus lægge den nye jord i en separat bunke, og kommunen vil i løbet af næste uge starte en række uvarslede besøg, hvor jorden undersøges.