Passagerer nok til en letbane
01. mar. 2011 17.36 FuresøHvis København får en letbane mellem Vesterbro, Valby og Hvidovre, så vil mindst 20.000 passagerer hver dag stige ombord.
Det viser en ny forundersøgelse fra det rådgivende ingeniørfirma "Atkins Danmark", som Valby Lokaludvalg har betalt for.
Op til 30.000 passagerer
Lokaludvalget ser nemlig gerne en letbane fra det nye bolig- og -erhvervsområde på Carlsberg-grunden gennem Valby og videre til Hvidovre Hospital.
Beregninger viser, at mellem 20.000 og 30.000 passagerer hver dag vil stige på en letbane på den strækning, siger afdelingsleder i Plan og Analyse i Atkins Danmark, Anders Kaas.
-Og en ting er, hvad ens prognoser viser. Men man oplever ofte, at trafikvæksten faktisk er større, end prognoserne viser. Og så ligger det også i planerne, at man kan udvide til at betjene ud til Ring 3, hvor der er et tilsvarende projekt i støbeskeen, siger Anders Kaas.
Regering betaler halvdelen
Og kommunerne langs Ring 3 arbejder jo i øjeblikket på at skaffe penge til en letbane, efter at regeringen har meldt ud, at den vil skyde 1,5 milliarder kroner i projektet, hvis kommunerne og Region Hovedstaden selv finder de resterende 2,2 milliarder til byggeriet.
Valby Lokaludvalg holder borgermøde om ideen om en letbane gennem Carlsberggrunden, Valby og Hvidovre i aften kl. 18.30 i Pavillonen på Carlsberg.