Er du tilfreds?
19. aug. 2012 10.00 NyhederNår telefonen ringer hos borgere i Greve Kommune de kommende uger, kan det være analyseinstituttet Epinion, der er i den anden ende af røret. I en række telefoninterviews vil de nemlig spørge Greve-borgere om deres mening om kommunen.
Det skal ske for at få borgernes meninger med i den politiske proces, lyder det fra borgmester Hans Barlach.
- En ting er jo, hvad politikerne tror, at borgerne gerne vil have og er tilfredse med. En anden ting er, hvad borgerne er tilfredse med og hvad de synes, vi kan gøre bedre. Og det synes vi kunne være en god ide at spørge folk om, siger han til DR København.
I undersøgelsen bliver der blandt andet spurgt ind til tilfredsheden med borgerbetjeningen, kultur- og fritidstilbud, skoler, dagtilbud og ældrepleje. Og så får borgerne mulighed for at give kommunen et godt råd.
- Vi offentliggør den, så alle borgere i Greve Kommune kan se, hvad tendenserne. Dernæst kan jeg ikke forestille mig, at politikerne i byrådet ikke prøver at rette ind efter, hvad borgerne gerne vil have. Det er jo den dybere mening med det. Ellers er der ingen grund til at spørge dem, siger Hans Barlach til DR København.
Der stiles mod at opnå mindst 1000 svar.