Søg job i Sverige
04. okt. 2011 12.09 HovedstadsområdetSom arbejdsløs skal du lede længere efter ledige stillinger. Der er nemlig blevet 1.600 færre job at søge, end der var for tre måneder siden. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Fagbladet 3F.
I Norge og Sverige er udviklingen den stik modsatte. Her er der kommet flere ledige job.
- Danmark halter efter resten af Europa. Selv et gældsplaget land som Italien har skabt flere ledige stillinger, siger Erik Bjørsted, økonom i AE-Rådet.
Er du arbejdsløs i hovedstadsområdet, kan du med fordel tjekke jobannoncer i det svenske, hvor der er kommet over 10.000 flere ledige job inden for de seneste tre måneder.
- Tallene viser, at der næsten ikke bliver skabt nye job i Danmark. Samtidig er der fortsat fyringsrunder landet over. Den kombination er meget uheldig, siger Erik Bjørsted fra AE-Rådet.