Mentorordning skal hjælpe unge i København
11. feb. 2012 10.21 NyhederRessourcestærke borgere i København skal nu hjælpe til med at få udsatte unge på ret køl igen.
Københavns Kommune har netop vedtaget at starte et nyt pilotprojekt op hvor borgere skal fungere som mentorer for unge mennesker der er kommet ud på et skråplan.
Mentorkorpset skal være med til at inspirere de unge til at få sig en uddannelse eller komme i beskæftigelse og ikke mindst holde fast i det, skriver Berlingske.
Mentorer kan nå de unge
Overborgmester Frank Jensen (S) understreger, at det netop kan være nøglen til de unge, at der er tale om almindelige borgere, der frivilligt engagerer og forpligter sig - og ikke fagpersoner ansat af det offentlige.
- Frivillige kan blive stærke rollemodeller for de unge, og de kan nå dem på en helt anden måde, end vores kommunale medarbejdere kan, siger han og tilføjer, at der allerede er gode erfaringer med mentorordninger andre steder i kommunen.
Det skal nu udbredes til gruppen af unge, og håbet er at få mentorer til ca. 45 udsatte børn på 13-18 år og det samme antal unge 18-25-årige, der enten allerede har eller er på nippet til at få erfaring med kriminalitet.
- Vi må ikke slippe disse unge, for ender de i kriminalitet, er det frygteligt for familien og frygtelig dyrt for samfundet. En fængselsplads koster næsten det samme som hele mentorprogrammet. Så kan vi få unge ind i et positivt forløb med en mentor, så er der en kæmpe samfundsmæssig gevinst, samt færre ofre og færre familier med sår på sjælen, siger Frank Jensen til Berlingske.
Han mener at at frivillige mentorer kan nå de unge på en helt anden måde end de kommunale medarbejdere kan og henviser til at der allerede er gode erfaringer med mentorordninger andre steder i kommunen.
Mentorordningen starter op i april
Mentorordningen sendes nu i offentligt udbud, og det er meningen, at der skal indgås en aftale i april - og de første mentor-match skal i gang hurtigst muligt herefter. Hvordan mentorerne skal udvælges, og hvor meget tid der skal bruges på at pleje kontakten med de unge, afventer kommunen derfor nu bud på, fortæller Lea Bryld, leder af Center for Sikker By i Københavns Kommune.
- Mentorerne skal igennem en indledende screening, for det er jo vigtigt at få personer, der har deres egen etik i orden. Desuden skal vi sikre et godt match og en kontinuerlig relation, og mentorerne skal have løbende uddannelse og vejledning, siger hun.