Skatten langt fra afgjort
19. sep. 2012 18.12 NyhederSelvom syv kommuner i hovedstadområdet nu har fået grønt lys til at sætte skatterne op, så er det langt fra sikkert, at borgerne kommer af med et større bid af lønchecken.
Måske ikke nødvendigt
Ishøj Kommune er en af de kommuner, som har fået lov at sætte skatten op - ovenikøbet med næsten de 15 millioner som de søgte om.
Men det betyder ikke, at vi gør det, siger socialdemokraternes borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp.
- Nej ikke nødvendigvis, for det der er søgt om, det er kun en mulighed for at sætte skatten op, det vil sige, at vi i de sidste faser går ind og vurdere om det overhovedet er nødvendigt, siger Ole Bjørstorp.
Og borgmesteren er ikke sikker på, at det alligevel bliver nødvendigt at hæve skatten, fordi Ishøj Kommune har fået del i en del puljer, som pynter gevaldigt på økonomien ifølge borgmesteren.
Og om det bliver nødvendigt at borgerne i Ishøj lægger flere kroner i fælleskassen, får de svar på mandag aften, hvor det bliver endeligt vedtaget.
Også i Albertslund, Lyngby-Taarbæk, Ishøj, Helsingør, Rudersdal, Halsnæs og Gribskov har kommunerne fået lov til at hæve skatten - hvis de vil.