S forsvarer nyt plejehjem
16. sep. 2012 12.17 NyhederDet er en kommunal kerneopgave. Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i København efter Dansk Folkeparti har kritiseret beslutningen om at oprette et nyt plejehjem for etniske minoriteter. Den kritik preller helt af på Socialdemokraternes politiske ordfører på rådhuset, Ikram Sarwar.
- Jeg mener, at det er en kerneopgave for en kommune at sikre, at de ældre trives i byen. Og når de ældre ikke længere kan være i eget hjem, så skal vi være sikre på, at de kommer på et plejehjem, der kan give dem en værdig afslutning på livet, siger han.
Til spørgsmålet om, om etniske minoriteter ikke kan få en værdig afslutning på livet på et almindeligt plejehjem, svarer Ikram Sarwar:
- Det kan de sikkert godt. Men det kan blive mere optimalt, hvis de flyttede på et mangfoldighedsplejehjem. For her vil der være noget mad, som de kender fra det daglige, og her kunne der være noget personale, der kender til deres kulturer. Og her kunne de beboere, der flytter ind på plejehjemmet, også have noget tilfælles med hinanden, siger han til DR København.
Der er i budgettet for 2013 sat penge af til at se på, hvordan plejehjemmet kan indrettes. Først ved næste budgetforhandlinger om et år skal politikerne tage stilling til, hvor mange penge, der skal sættes af til den egentlige oprettelse og drift af mangfoldighedsplejehjemmet.