Skat afslører sort rengøring på folkeskoler
20. feb. 2012 16.57
Opdat.: 20. feb. 2012 17.44Ud af 20 rengøringsassistenter arbejdede hele ni personer sort, da SKAT og politi gennemførte en razzia mod sort arbejde på fem nordsjællandske skoler og daginstitutioner. Det skriver Fagbladet 3F.
Fire oplyste, at de var på prøve. Kun syv havde papirerne i orden. Det oplyser afdelingsleder i SKAT Hanne Nielsen.
- Sort rengøring er generelt et stort problem. I mange kontrakter er der slet ikke nævnt noget om, hvordan man vil sikre sig imod sort og illegalt arbejde, siger hun.
7.000 om måneden
SKAT's afdeling for økonomisk kriminalitet har opkrævet 300 millioner kroner ekstra i sager, hvor der er angivet for lidt omsætning, moms eller A-skat fra begyndelsen af 2010 og frem til 1. oktober sidste år.
Fagbladet 3F har ved et tilfælde mødt en af de personer 20, som blev standset ved SKAT's kontrolaktion i august sidste år. Der er tale om en rumænsk mand, som fortæller, at han gjorde rent på Nærum Skole, i en SFO og tre børnehaver.
Her tjente han omkring 7.000 kroner sort for at arbejde fra seks om aftenen til klokken fire om morgenen fem dage om ugen for en underleverandør til rengøringsgiganten Forenede Service på Nærum Skole i Rudersdal.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forenede Service, som er ved at undersøge sagerne. Borgmester i Rudersdal, Erik Fabrin, har tidligere sagt til Fagbladet 3F, at han mener, at det er en sag mellem Forenede Service og deres underleverandører.