Vestegnen undersøges for forurening
11. feb. 2013 18.01 NyhederKlor fra lukkede virksomheder truer grundvandet under den københavnske vestegn. Derfor skal jordforureningsproblemet nu kortlægges. I de kommende år skal Region Hovedstaden besøge flere tusinde grunde.
- Vi bevæger os lige så stille indad mod København og Frederiksberg, der er mest forurenet. Og nu får vi så styr på vestegnen og omegnskommunerne, fortæller Lars Gaardhøj, socialdemokratisk formand for regionens Miljø- og grøn vækst udvalg.
Der er afsat 51 millioner kroner til kortlægningen, der skal stå på i perioden 2013 til 2017. Fund af forurening bliver offentlig viden. Men husejere skal ikke frygte at ejendomsværdien falder, mener Lars Gaardhøj.
- Det behøver ikke ske som det første. Overhovedet ikke. Men der kan godt dukke nogle forureninger op, som er alvorlige, siger Lars Gaardhøj.
De grunde, der er forurenet skal renses. I de værste tilfælde skal grundvandet pumpes op af jorden og sendes til kemisk rensning.
Region Hovedstadens kortlægning omfatter Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Gladsaxe og Herlev.