Anne-Dorte Krog genopstiller ikke
09. feb. 2012 09.17 NyhederSF's rådmand i Aalborg, Anne-Dorte Krog, genopstiller ikke til Aalborg Byråd ved næste valg i november 2013. Hun vil på det tidspunkt have siddet i byrådet i 12 år.
Dermed er et kampvalg afblæst mellem hende og Jane Østergaard, som i denne uge meddelte, at hun vil forsøge at blive partiets spidskandidat.
Den 44-årige Anne-Dorte Krog siger, at hun længe havde planlagt at forlade politik når valgperioden slutter 1. januar 2014, og at hun vil søge job inden for skole- og kultur efter sin tid som politiker.
Hun afviser, at hun trækker sig, fordi en modkandidater har meldt sig på banen.
- Jeg havde planlagt at sige det til efteråret, og dette gjorde blot, at jeg fremrykkede at offentliggøre det, forklarer hun.
Anne-Dorte Krog er i dag skole- og kulturrådmand. Hun havde efter sidste kommunalvalg muligheden for at blive borgmester i Aalborg, hvis SF havde sagt ja til et frieri fra Venstre og de Konservative.