Lydavis får måske længere liv
09. feb. 2013 10.55 NyhederLydavisen, som er et tilbud til blinde og svagseende, får måske et lidt længere liv i Hjørrring kommune.
Byrådet besluttede ellers sidste år at spare tilbuddet væk fra 1. januar , men byrådet glemte at sende besparelsen til høring i Handicaprådet, og det har Rådet krav på i forbindelse med afgørelser, som berører kommunens handicappede borgere.
Handicaprådet har først nu fået mulighed for at kommentere en nedlæggelse af lydavisen, og af svaret fremgår det, at kommunen i sin beslutning bør tage hensyn til, at borgere med svagt syn ikke har adgang til kommunens hjemmeside eller har mulighed for at læse de kommunale annoncer i avisen.
Kultur- og fritidsudvalget skal derfor på sit møde på tirsdag tage stilling til, om lydavisen i år skal fortsætte i begrænset omfang, så den indeholder kommunale informationer.
Kommunen kan spare cirka 80.000 kroner ved at lukke lydavisen.