Fejl koster kommune 20 millioner kroner
10. feb. 2012 15.54 NyhederJammerbugt Kommunes kassebeholdning er med et blevet 20 millioner kroner mindre.
Det viser sig nemlig, at nogen i forvaltningen har skønnet meget forkert vedrørende refusion af udgifter til aktivering i 2011. Jammerbugt får 20 millioner mindre af staten end skønnet.
- Så vi har set i bakspejlet haft et alt for stort aktiverings-niveau, siger Mogens Gade.
Han finder fejlen rigtig, rigtig ærgerlig - men fejlen betyder ikke, at der nu skal spares.
- Vi har jo stadig overskud i 2011 - men nu på 40 millioner kroner. Så overskuddet er blevet mindre og som de fleste vil huske, så er Jammerbugt Kommune ikke født med den største kassebeholdning. Den havde vi efterhånden fået oparbejdet, så vi havde heldigvis noget at stå imod med. Så selvfølgelig er det ærgerligt, men det vælter ikke kommunen.
Mogens Gade siger, at der er eller vil blive sørget for, at noget lignende ikke sker igen.
- Der er ingen tvivl om, at mange i administrationen er rigtigt kede af det og ærgerlige over, at det kunne ske. Men hvor der arbejder mennesker, sker der ind i mellem fejl. Det her er bare en af de større.