Genskabt Læsø-stenrev bugner af liv
29. jan. 2013 07.31 NyhederGenskabelsen af Danmarks største stenrev i havet ud for Læsø tegner til at blive en naturmæssig succes. Kun fire år efter at den sidste sten blev lagt ud, bugner revet af liv, oplyser Naturstyrelsen.
Dykkere, der har besøgt revet, har blandt andet set langt flere torskefisk end tidligere og der er kommet dobbelt så mange tangplanter og bunddyr.
Antallet af taskekrabber er steget, og som noget helt nyt er der også funde sø-anemoner og nye arter af polypdyr. Det voksende antal fisk på revet tiltrækker også marsvin.
Stenene fra det gamle rev blev fisket op gennem årtier og brugt til anlæg af havnemoler og andet byggeri. En stor fødekæde forsvandt -indtil Naturstyrelsen hældte 86.000 ton nye sten fra Norge i havet igen.
Projektet slutter i april og for at markere afslutningen inviterer Naturstyrelsen til offentligt møde i forsamlingshuset på Læsø i aften.