Biljagt endte i telefonskab
09. feb. 2012 09.30 VesthimmerlandEn 39-årig mand, der er særdeles godt kendt af ordensmagten, blev i nat ved to-tiden jagtet af politiet igennem den lille by Haubro vest for Aars.
Manden forsøgte at stikke af fra politiet, og den hurtige flugt i hans gamle Ford Escort førte blandt andet gennem en hæk, ind i et træ og endte i et telefonskab.
Efter sammenstødet med telefonskabet fik politiet manden stoppet, og det viste sig, at han blandt andet havde tyvekoster i bilen fra et indbrud, der få timer forinden var blevet begået i en villa på Dronning Margrethes vej. Familien her blev meget glad for at få smykker og en bærbar computer hurtigt tilbage.
Manden var prøveløsladt fra en dom for berigelseskriminalitet og ifølge politiet påvirket af euforiserende stoffer.
Vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi regner med, at politiet vil forsøge at få manden fremstillet senere i dag.