Nyt rovdyranlæg åbner Grundlovsdag
13. maj 2012 07.35 NyhederNår det nye rovdyranlæg i Aalborg Zoo indvies den 5. juni, vil der være flere iøjnefaldende ændringer i forhold til det gamle anlæg.
Én af dem er ifølge informationschef, Søren Sørensen, at Aalborg Zoo skærer ned på antallet af rovdyrarter:
Hvor der førhen var tigre, løver og leoparder, så bliver leoparderne nu udfaset af bestanden.
- Så fremover vil vi kun have tigre og løver; men de vil så til gengæld få meget bedre forhold, siger informationschefen.
Dobbelt så meget plads
For eksempel får dyrene fremover dobbelt så meget plads at boltre sig på, og i det hele taget bliver dyrevelfærden højere.
For publikum bliver der mulighed for at komme meget tættere på rovdyrene - bl.a. via store glaspartier, som det kendes fra isbjørneanlægget.
Desuden er der bygget gangbroer og tårne, så publikum kan betragte rovdyrene fra oven.
Det nye rovdyranlæg indvies Grundlovsdag af Aalborg Zoo´s protector, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.