Kræver erstatning efter brobøvl
20. aug. 2012 08.49 NyhederProblemerne med Limfjordsbroerne i Aalborg har været en dyr affære for Dankalk i Aggersund.
Direktør Jens Søndergaard kræver erstatning, men får blankt nej fra teknisk forvaltning i Aalborg. Og det finder han urimeligt.
Serviceaftale?
- Der må og bør da være en serviceaftale af en eller anden art omkring broen med en indbygget forsikringsordning.
Akkurat som vi har biler eller maskiner, der er lavet en serviceaftale om. Det er jo normal forretning, og sådan må det da også være her, siger Jens Søndergaard.
Køb ved konkurrent
Han oplyser, at det har kostet Dankalk 15 procent ekstra i transportudgifter til fragtskibene, som på grund af broklap-problemerne på begge broer i Aalborg har måttet sejle en omvej til havnene i Østersø-området i både Tyskland, Polen og Letland.
Men Dankalk kan ikke hæve prisen, fordi der indgået lange kontrakter med kunderne.
Samtidig har virksomheden også haft svært ved at skaffe skibe nok til at sejle kalken ud til kunderne.
- Vi har måttet købe kalk hos en konkurrent til nogen af vores kunder, fordi vores normale skibe har kunnet tjene bedre på at sejle andre steder med blandt andet korn, siger Jens Søndergaard.
Kan ikke hjælpe
Henrik Jess Jensen, der er afdelingleder i Trafik og Veje i Aalborg Kommune, siger.
- Det er min pligt, at vejlede folk, der henvender sig om det her. Men jeg kan simpelthen ikke hjælpe konkret i det her tilfælde.
Han oplyser, at han og kommunen ikke har kendskab til et grundlag for, at der kan udbetales eller imødekommes et erstatningskrav. Hvor gerne jeg end ville, siger afdelingslederen.
- Broen er blevet regelmæssigt vedligeholdt lige efter bogen år efter år. Og den nuværende situation med broklapperne, der pludselig ikke gik op, kan jeg bedst beskrive som en force majeur-situation, siger Henrik Jess Jensen.
Men han slår dog fast, at virksomheden Dankalk og andre er velkomne til at prøve at anlægge erstatningssag. Henrik Jess Jensen kan dog ikke se, hvilket grundlag sagen skal baseres på.