Får ikke erstatning for ulovligt gebyr
11. feb. 2013 14.00 NyhederEn stribe kunder under Himmerlands Elforsyning må kigge langt efter en tilbagebetaling på 4,3 millioner kroner.
Det har Vestre Landsret fastslået mandag formiddag.
Selvom der i perioden fra 1997 til 2003 ulovligt blev opkrævet moms af rykkergebyrer, skal forbrugerne ikke regne med at få en hånd i statskassen.
Det er kun en mindre del af selskabernes kunder, der har betalt momsen, og det vil være ganske umuligt at identificere disse kunder så lang tid efter.
Landsretten og byretten er enige om, at opkrævningen af moms på rykkergebyrerne var ulovlig, og at dem, der har betalt den ulovlige moms i princippet har ret til at få pengene tilbage. Men det får de altså ikke.
Efter det dobbelte nederlag kommer de nuværende forbrugere i selskaberne til gengæld til at betale sagens omkostninger med i alt 350.000 kroner.