Studerende får bedre uddannelsesmuligheder
22. feb. 2012 05.05 NyhederLærerstuderende, der bliver træt af skolebørn og tavlekridt, behøver ikke at sælge studiebøger og droppe ud af studiet.
Aalborg Universitet og University College Nordjylland er netop gået sammen om at gøre det lettere for studerende at gå fra en uddannelse på UCN til en uddannelse på universitetet - uden at starte forfra.
Det vil de blandt andet gøre ved at øge antallet af kandidatuddannelser for sygeplejersker, lærere og socialrådgivere - de såkaldte professionsbachelorer.
Det skal også være lettere at få merit, hvis man ønsker at skifte fra en uddannelse på University College Nordjylland til Aalborg Universitet.
Det vil sige, at fordi man har taget en uddannelse som folkeskolelærer, så behøver man ikke nødvendigvis at ende i et klasselokale.
Med de nye tiltag håber Aalborg Universitet, at flere nordjyder vil tage deres videregående uddannelse i Nordjylland.