De nordjyske landsbyer skrumper videre
13. apr. 2012 06.38 NyhederIndbyggertallet i de fleste større byer i region Nordjylland er vokset siden kommunalreformen i 2007. 5733 nye beboere er det blevet til.
Men det ser anderledes ud i de nordjyske landdistrikter, der er svundet ind og har i perioden 2007 til 2012 tabt mere 2208 beboere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I følge lektor i byplanlægning ved Aalborg Universitet, Jørgen Møller, så er årsagen at nordjyderne søger øget livskvalitet.
- De store byer er mest tiltrækkende for folk. Det er sådan at mennesker søger at optimere deres livssituation. Man flytter derhen, hvor man oplever den største lykke i livet. Det kan være job, uddannelse eller kærester. Og her er de større byer mest attraktive, siger han.
Vil svinde mere ind
Jørgen Møller tror, at udviklingen i de nordjyske landdistrikter vil fortsætte i et accelereret tempo.
- Mange indbyggere i regionens landsbyer er ældre mennesker. Og da byerne har svært ved at tiltrække børnefamilier på grund af manglende faciliteter, så kan det kun gå en vej, siger han.