Dopingsyndere får det sværere
20. feb. 2012 05.41 NyhederMænd og kvinder, der snyder sig til pumpede overarme, får det sværere, fordi flere og flere motionscentre melder sig ind i DGI.
I 2009 var 227 centre med i DGI. I 2010 var det tal vokset til 285 centre - og den samme tendens ses i Nordjylland
Stigningen skyldes primært, at der kommer flere motionscentre til - og i DGI glæder de sig over, at de fleste af de mange centre melder sig ind.
Det er nemlig vigtigt i kampen mod doping, fortæller næstformand Birgitte Nielsen.
- Hvis man er medlem, kommer der automatisk kontrollanter til centret med passende mellemrum. Det betyder, at foreningens bestyrelse ikke skal gøre noget særligt - det system er sat i gang, forklarer Birgitte Nielsen, der også er med i Antidoping Danmarks bestyrelse.
Centre er glade for kontrollerne
Hvis et medlem bliver testet positiv, får vedkommende to års karantæne. Men de jævnlige dopingkontroller gør mere, end at udelukke de brodne kar.
- Det skulle gerne være med til at forhindre, at der overhovedet er nogen, der tænker på at komme i nærheden af det, siger næstformanden.
Motionscentrene er genrelt glade for de dopingkontroller, de automatisk får ved at være med i DGI.
- Vi får mange henvendelser fra foreninger, som er i tvivl om, om der foregår noget i deres klub - og så vll de gerne have yderligere kontrol, fortæller Birgitte Nielsen.
Meldte sig ind for at få kontroller
Aalestrup Motionscenter meldte sig ind i DGI for netop at få de jævnlige dopingkontroller.
For år tilbage havde de problemer med steroider blandt nogle af medlemmerne.
- Det var jo ubehageligt, når man skulle ud på toilettet, og døren var låst, og man så vidste, at en af årsagerne kunne være, at der var nogen, der var ude og tage nogen stoffer, som man skulle bruge i forbindelse med sin træning, husker formand Ewald Munk.
Efter et årelangt arbejde er formand og instruktører nu så sikre på, at centret er dopingfrit, som man kan være.