Hirtshals
07. dec. 2012 10.00 Det var en halvkold fredag, da Christine kørte sendevognen ind i Hirtshals. Men åbenbart ikke mere koldt, end vandladning kunne foregå over rælingen på et skib, kunne hun senere konstatere.
Hirtshals kæmper med faldende indbyggertal, men "den rigtige borgmester," Hirtshals mangeårige borgmester Knud Størup, er fuld af fortrøstning.
Hør indslagene og læs flæksikon herunder...
Flæksikon for Hirtshals
1. Hvor mange indbyggere har byen:
6.140 i følge nyeste tal fra Danmarks Statistik.
2. Hvor har byen sit navn fra:
Det er åbenbart et gammelt hollandsk ord: Hjortehals. Pynten ved Hirtshals = Hornsnæs.
3. Hvornår er byen fra:
1532 er navnet brugt første gang - men dengang var Hirtshals vist ikke værd, at skrive hjem om, hvad man næsten kan læse ud af titlen på en ældre bog: "Hirtshals - fra ubetydeligt fiskerleje til spydspids i dansk erhvervsliv."
4. Hvad er højeste punkt:
Der er frit valg. Vi fik bud som: Tornby Bjerge, Hellehøj, Stenbjerg og endelig Hirtshals Fyr.
5. Byens samlingssted:
Gustavs Container - men den findes ikke. Meget mystisk...
6. Hvor får man ALT at vide:
Bænken ved Den grønne Plads er stedet, hvis du vil vide ALT!
7. Hvad er den største arbejdsplads:
Color Line har 170 ansatte, men på havnen arbejder 2.600.
8. Hvad er den største turistattraktion:
Hvem sagde Nordsøen Oceanarium? Det kan vist ikke være anderledes.
9. Hvad er byens slogan:
Himmel, Hav & Handel... Ikke helvede, handel!
10. Byens kendisfaktor:
Den tidligere udenrigsminister Lene Espersen, sangeren Niels Hausgaard - men også Flemming Leth. Du ved ham gør det selv-manden... De må selv slås om titlen... (Forresten er byens slagtermester kendt i Norge. Det giver måske ikke streetcredit, men så lidt fjeldcredit!)
11. Flækkefaktor (antallet af rundkørsler og lyskryds):
15 rundkørsler og 1 lyskryds. Det er faktisk pænt vildt, synes vi... Rygterne vil vide, at Danmarks første rundkørsel skulle ligge i Hirtshals, men et kig på internettet afslører, at det også er tilfældet i Esbjerg og på Nørrebro. Og den på Nørrebro skulle være fra 1924.