Vidstrup
11. jan. 2012 10.00
Opdat.: 11. jan. 2013 10.00Der er ingen butikker i Vidstrup. Den er nem at komme udenom, hvis man kommer i bil på landevejen mellem Hjørring og Hirtshals. Og for fire år siden mistede byen sin status som - ja, lige netop by. Man kom under 200 indbyggere, som er den officielle grænse for, hvornår en by kan kalde sig by.
Men de er stolte over deres sted. Hirtshalsbanen, Nordjyske Jernbaner, standser i Vidstrup, og det er vigtigt for at gøre byen attraktiv for nye indbyggere.
Vi besøgte Vidstrup på en kold januardag, og du kan læse flæksikon og høre indslagene her på siden...
Flæksikon for Vidstrup
1. Hvor mange indbyggere har byen:
203 i følge nyeste tal fra Danmarks Statistik. (Vi venter spændt på tallene for 2012, og håber inderligt, at Vidstrup kan holde indbyggertallet oppe!)
2. Hvor har byen sit navn fra:
Vores bog fortæller om navnet Wigelstorp, som er første betegnelse for Vidstrup. Det skulle komme af det gamle danske mandsnavn Wighulf. Men der kom også et bud, som refererer til de åbne vidder.
3. Hvornår er byen fra:
Den er nævnt første gang i 1419.
4. Hvad er højeste punkt:
Kirken. Og så har den ikke engang et tårn! Til gengæld har de en travl ringer og graver, der er afhængig af jernbanens rettidighed, for når hun har ringet solen op i Vidstrup, springer hun ned og tager toget til Tornby, hvor solen skal ringes op straks efter.
5. Byens samlingssted:
Som mange andre steder mødes man i forsamlingshuset. Det ligger selvfølgelig også i navnet...
6. Hvor får man ALT at vide:
Her er toget fantastisk, for man møder altid en man kender, og så kan man lige få udvekslet seneste nyt.
7. Hvad er den største arbejdsplads:
Vidstrup har både et autoværksted, en autopolerer og en trailervirksomhed. Men vinderen bliver gården Katrinesminde, hvor syv har deres daglige gang blandt 650 stykker kvæg.
8. Hvad er den største turistattraktion:
De siger selv, at det ikke er en magnet, men museet i vandværket skal man da besøge, når man er i Vidstrup. Man går bare ind.
9. Hvad er byens slogan:
Hmmm... De har ikke et, men burde jo kunne finde på et, for fantasien fejler ikke noget. F.eks. hedder vinklubben Vinstyrke 12, og det tyder da på en vis kreativitet.
10. Byens kendisfaktor:
Tjaeh... Betty Dalsager er født i Vidstrup. Hun var gift med Poul Dalsager, der var EF-kommisær og landbrugs- og fiskeriminister. Der er også kunstneren Flemming Holm, og så blev der også peget på formanden for Vinstyrke 12, Ib Kjærulf. Og selvom han møder mange, når han arrangerer vinsmagninger, så synes han ikke rigtig selv, at han fortjener titlen. Men måske har der været en konge i Vidstrup, for Katrinesminde (var det vist nok) er en gammel kongsgård, så hvem ved om en konge har overnattet.
11. Flækkefaktor (antallet af rundkørsler og lyskryds):
Ingen, men det er vist heller ikke nødvendigt.