Hed debat om oliefyret skal fyres
07. feb. 2012 06.21 Nyheder59.120 husstande her i Region Sjælland skal ud og investere i et alternativt energianlæg til hjemmet om få år, hvis regeringen kommer igennem med at forbyde oliefyr fra 2014. Det siger venstres folketingsmedlem Jacob Jensen fra Undløse.
Og det vil ramme ekstra hårdt i vores region, mener han.
For mange af disse huse ligger i områder, hvor man ikke bare kan tilslutte sig fjernvarmenettet, og det er i de samme områder, hvor banker og realkreditinstitutioner siger nej til at finansiere sådanne investeringer, som godt kan løbe op i f.eks. 150.000 kr. for et jordvarmeanlæg, et pillefyr etc.
- Vi vil i Venstre ikke være med til at trække en sådan kæmpe omkostning ned over hovedet på tusindvis af danske familier herunder i Region Sjælland, hvor mange end ikke har mulighed for at låne kapital til at efterkomme kravet, siger Jacob Jensen.
- Klap hesten Jacob, lyder det fra de radikales energiordfører, Rasmus Helveg Petersen.
- Regeringens udspil betyder ikke, at det er ulovligt at have et oliefyr efter den 1. januar 2014. Oliefyrene skal først udfases frem til 2030. Så der er altså en del år at løbe på, siger Rasmus Helveg Petersen.
- Desuden vil vi lave en låneordning, så det også bliver muligt for folk, der ikke lige har pengene i hånden at låne, så de kan investere i ren og billig energi, lyder det fra den radikale energiordfører.