Ring-pengene skal gå til Sjælland
22. feb. 2012 14.03 NyhederDen milliard kroner regeringen har sat af til forbedringer i den offentlige trafik og til billigere takster, når nu betalingsringen er droppet, skal øremærkes de sjællandske pendlere.
Det mener Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard.
- Det er de 100.000 pendlere der er i Region Sjælland, og som hver dag tager til arbejde i hovedstadsområdet, der skal have glæde af disse penge. Det er dem, der skal være med til at sikre, at der kan være et alternativ til bilen, siger Søren Kjærsgaard.
Han kan godt forstå at borgmestre over hele landet i dag har været fremme for at fremhæve netop deres region som et oplagt sted at lave trafikforbedringer.
For eksempel Nyborgs borgmester Erik Christensen og Assens borgmester Finn Brunse, der begge har foreslået penge til en letbane ved Odense.
- Men det nytter jo ikke noget at de fynske borgmestre falder over hinanden for at falde til, siger Søren Kjærsgaard.
- Vi har jo hver især nogle interesser at varetage og de fynske borgmestre forsøger selvfølgelig også at komme med på banen og se, om ikke de kan få del i disse midler. Men det er vigtigt at huske på, at udgangspunktet var de trængselsproblemer, der er i hovedstadsområdet. Og da det er de sjællandske pendlere, der har den udfordring i dagligdagen. så det er også her pengene skal bruges, siger Holbæks borgmester.
Trafikforskere er skeptiske
Trafikforsker på Roskilde Universitet Per Homann Jespersen har regnet ud, at taksterne kan falde syv procent hvis priserne sættes ned på pendlerkort, klippekort og kontantbilletter over hele landet.
Og ifølge trafikforsker på DTU Transport Mogens Forsgerau vil det kun få omkring en promille af bilisterne til at droppe livet bag rattet.
- Ved at sænke priserne 500 millioner kroner får man flere passagerer, men det er ikke bilisterne mån får fat i. Mange af dem, der kører med bus allerede, vil måske tage en ekstra tur. Mens det også vil få flere til at vælge cyklen fra, siger Mogens Forsgerau.
Regeringen vil ud over den halve milliard kroner også give en halv milliard kroner til at forbedre den offentlige trafik.