Odsherred Vand udråbt som energiskurk
27. jan. 2012 08.03 NyhederVandforsyningen i Odsherred fråser med strømmen. Kommunens vandforsyning er den største energiskurk blandt samtlige forsyningsselskaber i Danmark.
Det fremgår af en analyse, som Forsyningssekretariatet, der har ansvar for tilsynet med vandforsyningsområdet, har foretaget af 205 vandforsyningers og 102 spildevandselskabers energieffektivitet.
Undersøgelsen, der offentliggøres i dag, viser, at forsyningsselskaberne gennemsnitligt kan reducere energiforbruget med 30-40 procent og enkelte endda med op til 98 procent, skriver Ingeniøren.
I kroner og ører er besparelsespotentialet på omkring 200 millioner kroner.
- Forsyningsvirksomhederne er store energiforbrugere. Vi håber, at undersøgelsen kan give selskaberne et overblik og incitament til at lære af de bedste, så forbruget kan effektiviseres, siger kontorchef Filip Marott Sundram fra Forsyningssekretariatet til Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Største energiskurk i analysen er som nævnt Odsherred Vand, der har et sparepotentiale på 94,9 procent eller hvad der svarer til over 100.000 Kilowatt-timer.