Om Dennis og Monica
Dennis' kone om Dennis
Dennis er den perfekte "Mr. Fix It"! Jeg kan dårligt åbne munden, så har han løsningen på alle mine problemer!
Jeg kan komme med 5-10 opgaver, som jeg ikke kan se løsningen på, og Dennis svarer: "Først gør du sådan, så sådan og jeg skal nok ordne dette for dig og så kører bussen"....dejligt!
Samtidigt er han dejligt gammeldags og gentleman-agtig, og man kan sagtens køre den dér: "Ej, jeg kan ikke bære/klare dette", og så gør han det for mig!
Når vi har gæster, har han altid de bedste intentioner om at være den perfekte vært, men glemmer som oftest hvad det betyder, fordi han har så mange og lange historier som skal deles! Man er altid godt underholdt i hans selskab! At han så ofte ender med at falde i søvn i sofaen med et vinglas i hånden, er en anden snak!
Dennis blander sig i reglen ikke i madlavningen, men synes jeg er et multitalent, fordi jeg kan få 4-5 ting færdig til samme tid! Han laver sjældent selv mad, men jeg har lovet vores datter at sige, at han er god til det ("Mor, han kan altså godt lave fiskefrikadeller").
Dennis er en urolig sjæl, der elsker at have mange bolde i luften på een gang! Han kan ikke sidde stille ret længe af gangen, og det er noget af det, jeg elsker allerhøjest ved ham, for jeg er selv ligeså utålmodig!
Han er slem til at gentage sig selv, men heldigvis gør det sig også gældende når han komplimenterer sin hustru. Og det er vigtigt......!
Carina
Monicas mand om Monica
Det kan godt være svært at bevare pessimismen, når man er sammen med Monica. Hun er som regel i irriterende godt humør.
Frøken pip-evigglad blå spejder, vipti, vupti, så har det problem fået en positiv drejning, og så skal vi se fremad i stedet for. Man kan ikke lade være med at elske hende, og så må man se gennem fingre med, at hun omgiver sig med uordentlige bunker af papir og bøger og cd-er og kalder det et udtryk for kreativitet.
Det gør ikke så meget, at hun blander sig i madlavningen, for hun er det blødeste menneske på denne jord, og man skal bare vise hende et billede af en nyfødt, så fugtes hendes øjne.
Hun er stædig og påståelig, men samtidig er hun den dejligste kvinde, jeg overhovedet kan forestille mig at være sammen med, hvis jeg altså lige kan finde hende bag bunkerne.
Jens