Allan Høyer og Torben Møller
Torben Møller: Jeg er født i 1961 og opvokset i Aabenraa i Sønderjylland.
Færdiguddannet som journalist 1984, og undervejs har jeg lavet avis i Vejle, Grindsted og Skanderborg og på Ærø, jeg har arbejdet med kommunikationsopgaver og indtalt et par lokalhistoriske film.
Men radioen har fyldt det meste af mit arbejdsliv med start på den lokale Radio Silkeborg i 1986, uden hverken licens eller reklamer!
Jeg kom til DR i 1996 og har siden 1997 været studievært og reporter på DR Midt & Vest i Holstebro.
På P4s landsprogram har jeg desuden stået for lørdagsprogrammet Buffet i perioden 2000-2003, og jeg er én af værterne på Levende Lørdag, som er et af de aktuelle P4-tilbud lørdag eftermiddag.
De seneste år har jeg desuden været vært eller reporter på en række af P4s fælles sommerradio-projekter.
Allan Høyer: Jeg er uddannet som journalist i 1990 og har arbejdet på det, der dengang hed De Bergske Blade i tre år.
I 1993 kom jeg til DR Midt & Vest, hvor jeg har været siden.
Arbejdsopgaverne har været mange: morgenvært, reporter, kulturredaktør og bimedial reporter, det vil sige, at jeg både laver radio og tv til DR.
Mit sidste tv-projekt var en dokumentar om filminstruktøren Nils Malmros, som blev sendt på DR2 i 2009.
På P4 husker lytterne måske programmet Ring et svar, som jeg var med til at lave.
Det handlede om på rekordtid at finde svar på mærkelige spørgsmål fra lytterne som for eksempel: "Hvordan er Michelinmanden opstået?" eller "Hvorfor hedder det en kavalérgang?!"
Levende Lørdag på P4 er blevet et hjertebarn for mig.
Jeg elsker kombinationen af det lette og det alvorlige - det, at vi kan se optimistisk på alvorlige emner eller finde dybden i tilsyneladende lette emner.
Som for eksempel da vi lavede tre timer om vinterdepression! Det blev tre positive timer med masser af optimistiske inputs fra lyttere, som havde prøvet depressionen på egen krop, men havde gode råd til, hvordan man kan tackle nedturene.
Jeg er født 11. januar 1965, er gift og har tre store børn.
Vi bor et naturskønt sted i Herning - tro det eller lad være!
Og jo, jeg ER på facebook - men ikke særlig tit...