Vært Alex Nyborg Madsen
Alex Nyborg Madsen er født 1. August 1960 i Frederiksværk.
Musikinteressen er medfødt.
Tre år gammel betjente han selv forældrenes radiogrammofon og grundlagde sin radiokarriere.
10 gammel legede han radiovært med sin Philips 4708 spolebåndoptager og optog interesseret de særeste ting fra P3.
Reservedels-ekspedient
Han skulle omkring en uddannelse som reservedelsekspedient på et autoværksted - så der var noget at falde tilbage på - før hans musikinteresse førte ham i forskellige rodede øvelokaler.
Her sang han og indspillede albums med heavy metal bandet Witchcross, pop heavy bandet Harlot, rockbandet Savage Affair og det selvforklarende Led Zeppelin Jam.
Alex er stadig aktiv udøvende med de to sidstnævnte bands samt en akustisk trio med det opfindsomme navn Alex Nyborg Madsen Trio.
Fra Hej P3 over Erotica til folketingsvalg
Alex debuterede som freelancer i DR i efteråret 1984.
Det startede med programmer om heavy metal, men han fik hurtigt glæde af barndommens interesse for populærmusik i alle genrer og der er ikke mange typer af DR programmer, Alex ikke har været vært på i årenes løb.
7'eren, Rocknyt, Studie 85 og 86, Cementmix, Hej P3, Godmorgen P3, Go'Danmark, Strax, Maskinen, Natradio, Erotica, Sidste Stik, Lun Lørdag, Ring Et Nummer, Plader På Spil og forskellige events som folketingsvalg og lignende.
På P4 har han lavet P4 Aften, Alex' Stald, Fredagsbaren, Brødrene og nu Madsen.
Ridder af Dannebrog
Undervejs har han også medvirket i forskelligt udviklingsarbejde.
Alex sad med i den gruppe, der udarbejdede grundlaget for foryngelsen af P3 i starten af 90'erne og i midten af 00'erne var han en del af DR Radioens Chefredaktion som musikredaktør.
I den periode blev han en meget stolt Ridder Af Dannebrog.
Musikalsk ørevrid
Privat er Alex gift med Lone, der har butikken Madam Madsen i Frederiksværks gågade.
De har været gift siden 1983 og Alex er pap- og plejefar til en voksen søn og datter samt en pre-teenage pige.
De er alle med til at holde ham i ørerne så han ikke går i frø, men holder sig ajour med musik af alle mulige slags.