To krimier og et nyt kørekort tak !!
07. sep. 2012 05.56 Nyheder
Borgerservice er på vej på biblioteket. Stadig flere kommuner sender medarbejderne i borgerservice op blandt bøgerne på biblioteket. Det sker som konsekvens af, at kommunens borgerservice mister en stor del af sine nuværende opgaver, som i stedet overtages af Udbetaling Danmark.
Glimrende idé
Formand for Danmarks Biblioteksforening, Odsherreds tidligere borgmester Vagn Ytte (S) synes det er en glimrende idé, når man fremover kan få lavet nyt pas og kørekort på biblioteket.
- Jeg tror borgerservice kommer tættere på borgerne, da der er flere biblioteker end rådhuse rundt om i kommunerne. Samtidig holder de længere åbent og bibliotekspersonalet har i forvejen erfaring, med at hjælpe folk med mange slags spørgsmål, siger Vagn Ytte.
Nye opgaver til personalet
Næstved er én af de kommuner, hvor borgerservice smelter sammen med bibliotekerne. Og her forudser bibliotekschef Nanna Dreyer Stryhn, at borgerne også vil blive betjent af bibliotekarer.
- Du kan sagtens være heldig, at det er en bibliotekar der hjælper der. Der vil være en fællesmængde, som alle skal tage del i, ellers har vi ikke personale nok, siger Nanna Stryhn.
Også i Sorø, Kalundborg og Vordingborg er udvalgte opgaver lagt ud i bibliotekerne og bliver udført af biblioteksmedarbejdere. En række mindre biblioteker landet over udfører allerede i dag de funktioner, man ellers kun kan få på kommunens borgerservice.