Havnen bliver lukket land for borgerne
03. maj 2012 06.57 NyhederDanske provinshavne skal beskyttes mod terror og bliver lukket land for de fleste. For nylig bekendtgjorde Næstved Havn, at den blev tvunget til at skærme havnen af for byens borgere, og nu er turen kommet til Nykøbing Falster, hvor såvel borgerne som potentielle terrorister skal holdes langt væk fra havnearealet.
Havnebestyrelsen er tæt på at træffe beslutning om at terrorsikre havnen, og det vil formentlig ske ved at opsætte et to meter højt hegn langs havnekajen, fortæller Folketidende.
Det sker for at efterleve den internationale konvention, som EU har tiltrådt på Danmarks vegne som følge af terrorangrebet 11. september 2001 i USA.