Forstander: Skal jeg anke?
07. feb. 2013 06.43 NyhederForstanderen på Lundby Efterskole, Truels Truelsen beder nu sine kollegaer om hjælp til at beslutte, om dommen over ham og efterskolen skal ankes.
I en mail sendt mandag den 4. februar til forstanderne på 266 efterskoler landet over beder Truels Truelsen om forstandernes vurdering.
Mailen er sendt til efterskolernes kontorer, med emnelinie: Til forstanderen - fortroligt.
Uagtsomhedsbegrebet
"Efter dom i Nykøbing ret, afsagt i sag om ulykke i Præstø Fjord, overvejer jeg lige nu om afgørelsen skal ankes. Den besynderligste/væsentligste afgørelse i dommen er "uagtsomhedsbegrebet", skriver Truels Truelsen blandt andet og redegør herefter for Lundby Efterskoles indholdsplan, der er lavet efter Kanosamrådets anbefalinger og godkendt af forstander og bestyrelse inden de er lagt på skolens hjemmeside.
"Spørgsmålet er om rettens afgørelse er rimelig, samt at uagtsomheden er så grov, at jeg skal straffes med 2 måneders fængsel (dog betinget). Hvad er din vurdering: skal denne del ankes?", spørger forstanderen og siger, at han vil anke dommen, hvis mange af efterskolernes forstandere mener, at sagen fortjener en vurdering i Landsretten.
Anbefaler ikke at anke
P4 Sjælland har lavet en rundringning til en halv snes efterskoler i Region Sjælland, og her ønsker halvdelen ikke at udtale sig om ankespørgsmålet, mens den anden halvdel siger klart nej til at dommen skal ankes.
Det er blandt andet Gymnastikefterskolen Stevns, Tølløse Slots Efterskole, Tølløse Private Efterskole, Waldemarsbo Efterskole ved Vordingborg og Solbakken Efterskole ved Skælskør.
- Han skal ikke anke. Vi skal ikke slæbe de unge mennesker gennem retten en gang til. Mange forældre har overladt deres dyrebareste eje til os i 10 måneder, og hvis vi overhovedet skal bruge denne forfærdelige sag til noget, må det være at gribe i egen barm og se om vi kan gøre tingene endnu bedre, siger Marianne Mortensen, der er forstander på Solbakken Efterskole ved Skælskør.
- Sagen bør blive liggende hvor den er nu. Eleverne har været nok igennem, siger Carlo Mathiassen, der er forstander for Gymnastikefterskolen Stevns og lige nu på udflugt i Østrig med ansvaret for 156 elever på skibakkerne.
Han tilføjer, at sagen har været en øjenåbner for alle efterskoleforstandere.
Hurtigt svar
"Svar gerne hurtigt og kort jeg behøver ingen begrundelse" slutter Truels Truelsen sin mail med, som P4 Sjælland er i besiddelse af.
Han har frist indtil den 15. februar for at beslutte om dommen fra rettten i Nykøbing Falster, der kendte ham skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse, 60 dages betinget fængsel, 250.000 kroner i bøde og frakendelse af retten til at undervise elever til søs skal ankes.
Dommen var retfærdig
Forstander Truels Truelsen har også taget dele af dommen til efterretning, selv om han kan overveje om han vil anke indtil den 15. februar.
"Der skal ikke herske tvivl om, at skolen er retfærdigt dømt for uagtsomhed, idet to lærere sejlede ud på fjorden en kold vinterdag" skriver han i den fortrolige mail, som P4 Sjælland er i besiddelse af.