Radikale fryser mf-vikar ud
12. feb. 2013 08.26 NyhederLinda Kristiansen fra Jerslev, der i øjeblikket er suppleant for Zenia Stampe fra den sjællandske storkreds har lagt sig ud med resten af folketingsgruppen og ledelsen.
Linda Kristiansen er dybt uenig med sit parti, de radikale, og regeringen i, at rufferi-paragraffen skal strammes, og det har gjort livet på Christiansborg svært for den nye vikar.
- Jeg er bestemt ikke populær. Jeg har fået at vide, at jeg er illoyal, at jeg ikke ved noget om politik, for når et flertal i gruppen har stemt, så skal man rette ind. Men jeg kan ikke se mig selv i øjnene hvis jeg retter ind fordi en stramning vil ramme de forkerte, siger Linda Kristiansen.
Som stemningen er lige nu, er Linda Kristensen glad for, at hun har frasagt sig at være folketingskandidat på længere sigt, fordi hun er blevet selvstændig erhvervsdrivende
- Jeg kan ikke se mig selv i øjnene hvis jeg skal stemme imod min overbevisning. Jeg har faktisk sat mig ind i sagen og mener en stramning vil skade de prostituerede siger hun.