Drop havnetunnel brug penge på Stigsnæs
06. feb. 2012 07.21 NyhederGenopliv planerne om en dybvandshavn på Stigsnæs - den kan gøre det fuldstændig overflødigt at bygge en havnetunnel i København til 2 milliarder.
Skælskørs tidligere borgmester Ole Drost opfordrer folketinget og Københavns kommune til at tænke sig rigtig godt om. Slagelse og Københavns kommune kunne samarbejde om at lette hovedstaden for trafikken til Københavns Havn - en stor del af de 800 lastbiler i døgnet kunne akkurat ligeså godt køre til en dybvandshavn på Stigsnæs.
Lad os indlede et fornuftigt samarbejde, siger Ole Drost: - Det har i høj grad national interesse at få lettet både trafikken gennem København og få skabt vækst i Region Sjælland, siger Ole Drost.
Han kæmpede som borgmester i Skælskør for havnen på Stigsnæs hvor de meget store skibe kan gå ind , men manglede de afgørende investorer. I dag er han medlem af Slagelse byråd og Regionsrådet for Venstre.