Finanskrisedyr
05. jul. 2012 09.25 NyhederNår finanskrisen kradser, så går det ud over vores kæledyr.
Vi afleverer nemlig i stigende grad vores dyr til videreformidling, fordi vi ikke længere har råd til at have dem.
Det fortæller Dyrenes Beskyttelse, og hos Kattens Værn i Slagelse har de nu taget konsekvensen.
- Mange af de sager hvor folk går på tvangsaktion, eller ikke har noget sted at bo, hvor de kan tage katten med, må jo gøre et eller andet. Derfor bliver flere dyr dumpet. Det er nemt at sætte dem her om natten, og så står de her jo næste morgen, fortæller Bettina Petersen fra Kattens Værn i Slagelse til P4 Sjælland.
Mangel på hjem
Med et propfyldt internat, satte Kattens Værn i Slagelse onsdag derfor nogle af de ældste katte på udsalg til halv pris i håbet om at komme af med dem. For problemet er dobbelt. Der er nemlig heller ikke så mange, der vil give dyrene et nyt hjem.
- Der er færre der henter en kat, for det skal lige overvejes. Hvad hvis den bliver syg, har vi så råd til at gå til dyrlægen? Det er selvfølgelig gode overvejelser, men de gør, at her sidder katte i længere tid end normalt.
Hvis udsalget ikke hjælper og kattene bliver afsat, kan det have dystre konsekvenser.
- Uha, det tør jeg slet ikke tænke på, siger Bettina Petersen bekymret på kattenes vegne.
Dyrenes Beskyttelse oplever samme tendens - her er det OGSÅ marsvin og kaniner, der bliver dumpet i stor stil. Samtidig meddeler Dansk Kennelklub, at deres opdrættere sælger færre hundehvalpe under finanskrisen.