Søvndal skal forklare hærchef-sag
30. apr. 2012 16.42 NyhederSagen om den tidligere irakiske hærchef, der flygtede fra Sorø, bliver nu igen taget op i Folketinget.
Det sker, fordi DR Sjælland kan fortælle, at ambassaden i De Forenede Arabiske Emirater ikke er blevet orienteret om hærchefen og eftersøgningen af ham.
De Forenede Arabiske Emirater er ellers anset som det mest sandsynlige opholdssted for den flygtede Nizar Al-Khazraji.
- Jeg vil nu stille spørgsmål til Villy Søvndal og spørge vores udenrigsminister om, hvorfor ambassaden ikke har en sag på hærchefen, og hvad man egentlig gør for at finde ham, siger Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten.
Ikke første gang
Det er langt fra første gang, at de danske myndigheders håndtering af hærchef-sagen tages op i Folketinget.
I 2003 blev daværende justitsminister Lene Espersen mødt med en byge af spørgsmål om, hvordan det kunne lykkes hærchefen at flygte, når han var under opsyn af politiet.
Fire år senere afslørede DR Sjælland og Information, at politiet havde ignoreret vidner og overset en stor mængde personlige papirer, som hærchefen havde efterladt ved flugten. Også dette vakte postyr på Christiansborg.
Nizar Al-Khazraji, der er efterlyst af Interpol, er bl.a. mistænkt for at have givet ordre til giftgasangreb mod kurdere i Irak i 1980’erne. Angreb, der kostede flere tusind mennesker livet.