Haleys rock rundt om klokken i 1956
Den Gamle Gartner fik kam til sit tynde hår, da filmen Rock Around The Clock med Bill Haley & His Comets i oktober, 1956 begyndte at spille i biograferne...i Sverige.
Ja, rock`n roll kom til Danmark via Sverige. Bill Haleys Rock Around The Clock havde ikke solgt det store i Danmark, før danskerne kunne tage færgerne over Øresund og opleve det der nymodens fænomen fra USA ved navn rock`n roll.
Først året efter, 1957 dukkede Rock Around The Clock-filmen op i danske biografer og i Statsradiofoniens fjernsyn skulle de i de bornerte 50ere ikke nyde noget af den uhæmmede rock`n roll. "Danseringen", danseskolernes sammenslutning var på forhånd og en sikkerheds skyld ude med riven overfor Statsradiofonien, hvis den skulle driste sig til at vise rock´n roll på skærmen.
Ihvertfald truede Danseringens generalsekretær, ifølge BT, med at udelukke Statsradiofonien fra at transmittere fremtidige danseturneringer, hvis der blev vist rock´n roll i fjernsynet:
Danseringens trussel mod Statsradiofonien var ledaget af denne udtalelse, videregivet af BT:
"Når vi ikke har taget rock´n roll op, skyldes det, at det efterhånden er fastslået, at der skal smadres inventar og tøjet skal smides. Vi underviser i hvad man kan forsvare overfor publikum. Når pressen slår rock´n roll op til at være uhæmmet sex, må vi tage forbehold".