Numsen bar, hurra, årets hit 1975
I november 1975 toppede det århusianske orkester Bamses Venner Dansktoppen med sangen Wimmersvej. Dermed satte de punktum for et fantastisk år, hvor de gik fra at være et stort set ukendt fritidsorkester til at være på alles læber. Bamses Venner var blevet dannet i 1973. Samme år udgav de for egen regning den første single, som ifølge overleveringen solgte i 15-30 eksemplarer. Bedre gik det med andet forsøg i 1974, men det egentlige gennembrud kom først i tredje hug.
En undersættelse på Dansktoppen
I februar udkom Bamses Venners tredje single, hvorfra a-siden, Rend og hop, gav gruppen deres første placeringer på Dansktoppen. Sangen lå på listen i ni uger og toppede på en tredjeplads. Undervejs fik sangen selskab af Tårer taler sandt, som forsangeren i orkestret, Flemming Bamse Jørgensen, havde udgivet som solist.
Rend og hop var en såkaldt undersættelse, hvormed menes, at man i stedet for at oversætte ordenes betydning, fokuserer på, hvordan de lyder. I dette tilfælde var oplægget Danny & Juniors rock’n’roll-klassiker At The Hop fra 1957.
Sangen var Bamses tredje forsøg udi undersættelsens kunst, for såvel sangen Blodtud fra den mislykkede pladedebut i 1973, som en demo-indspilning, han havde sendt til Gustav Winckler, inden Bamses Venner blev dannet, var blevet til på samme måde. I tilfældet Blodtud var oplægget sangen Blodwyn, som var blevet indspillet af den britiske rockgruppe Badfinger i 1970.
Men ingen kendte originalen
Blodtud handlede om, hvordan sangens hovedperson først fik en på hovedet, fordi han kiggede efter den forkerte pige, og igen, da han fortalte konen om sine oplevelser. At sangen ikke blev noget hit, skyldes måske, at teksten er ret usammenhængende og præget af nødrim, men dertil kommer, at det nok var de færreste, som fangede den joke, der lå i undersættelseselementet.
Ordet Blodwyn er et drengenavn, som intet har med hverken blod eller næser at gøre. Netop derfor er det meget sjovt, at Bamse fik sangen drejet til at handle om noget helt andet ved at oversætte lyden af dette ord og lade dette styre handlingen i sangen. Problemet var nok, at Blodwyn ikke var nogen særligt kendt sang. Det var derimod den sang, som han tidligere havde forsøgt sig på.
En slemmer dreng med rejsning
På det demobånd, som Bamse sendte til Gustav Winckler, lå nemlig en dansk version af Creedence Clearwater Revivals Bad Moon Rising, som havde hærget de danske hitlister i 1969. De skandinaviske rettigheder til denne gruppes sange lå hos den svenske musikforlægger Stig Stikkan Anderson, og da det var Gustav Winckler, som repræsenterede Anderson i Danmark, var det ham, der sad med magten til at vende tommelen op eller ned angående Bamses projekt.
Det blev et rungende nej, for Winckler kunne ikke se det morsomme i ”Jeg så en slemmer dreng med rejsning”. Den havde dog nok klaret sig en del bedre end Blodwyn, og Gustav Winckler selv skiftede åbenbart senere mening om grænserne for, hvad man kunne synge. Det var nemlig ham, der undersatte La Bamba til Jeg kan li’ store babser, som blev indspillet af Rock Nalle i 1975. På det tidspunkt var Bamses undersættelser blevet allemandseje.
Jeg har kun tre tænder og alle de andre
Med succesen på Dansktoppen blev døren til berømmelse åbnet godt op, og gruppen havde heldigvis masser af materiale klar. I foråret udsendte de deres første LP, som slet og ret kom til at hedde Bamses Venner. Pladen bestod udelukkende af fordanskninger af klassiske pop- og rock’n’rollnumre, alle med tekst af Bamse. Af de 14 numre var hele otte undersættelser. Som en understregelse af, hvordan man spillede aktivt på kendskabet til originalerne, var samtlige originaltitler trykt på pladen. Heraf kunne man blandt andet se, at Jeg har kun tre tænder var en yderst kreativ omskrivning af The Great Pretender. Den sang blev testet til Dansktoppen i uge 24, og ugen efter var såvel selve sangen som LP’en at finde på Danmarks Radios hitlister.
Jeg har kun tre tænder gik ind på Dansktoppens niendeplads, og selvom den aldrig nåede højere end nr. 4, klarede den sig også godt med i alt 10 uger på listen. Endnu bedre gik det med LP’en, som solgte som varmt brød. Den gik direkte ind på niendepladsen på Top 20 og steg de følgende uger mod toppen. Kun Shu-Bi-Dua og siden George Baker Selection med hitsinglen Paloma Blanca forhindrede Bamses Venner i at nå førstepladsen, men mindre kunne også gøre det. Bamses Venner-pladen lå på Top 20 i hele 33 uger og dermed et stykke ind i 1976.
De troede ikke selv på sangen
Da Jeg har kun tre tænder havde udtjent sin værnepligt i efteråret 1975, og LP’en havde passeret et salg på 40.000 eksemplarer, besluttede Bamses Venner at udgive endnu en single fra pladen. Valget faldt på LP’ens to første sange, Bamsefar og Wimmersvej.
At det blev Wimmersvej, som var en undersættelse af The Tokens The Lion Sleeps Tonight, der blev valgt til a-siden, var vist et tilfælde, for Bamse havde ikke selv de store forventninger til, at den skulle blive et selvstændigt hit. Ifølge en artikel i et af de ugeblade, som Bamse hurtigt blev hyppig gæst i, udtrykte han forbavselse over sangens skæbne, for singlen var mest tænkt som en service til dem, der ikke havde råd til at købe LP’er. Wimmersvej blev nemlig i høj grad et hit.
Sangen blev testet til Dansktoppen i uge 39 og kravlede stille og roligt op mod toppen. Det blev kun til en enkelt uge på førstepladsen i uge 46, men sangen gik rent ind og blev hurtigt Bamses signatursang.
Hun går rundt med numsen bar, hurra
At sangen var den af hans mange undersættelser, som viste sig mest holdbar, skyldes muligvis, at den i modsætning til eksempelvis Jeg har kun tre tænder klarede sig fint uafhængigt af originalen. I sidstnævnte tilfælde var joken helt i forgrunden på linje med Shu-Bi-Duas Kylling med soft ice og pølser, mens undersættelsesaspektet i Wimmersvej egentlig ikke var så fremtrædende. Her var det ordet ”Wimoweh”, som ingen alligevel forstod, hvad betød, der var blevet undersat.
Bamses tekst handlede i al sin korthed om en pige eller kvinde, der gik rundt med numsen bar. Det brød fortælleren i sangen sig tilsyneladende ganske godt om, for i omkvædet afsluttedes den gentagne strofe med et ”hurra”. Det hele udspillede sig på den fiktive gade Wimmersvej.
Frem til sin død nytårsnat 2010 var Bamse nødt til at synge Wimmersvej hver gang, han var ude og optræde med orkestret. Det gjorde han dog gerne, for hans indgangsvinkel til musikken var alle årene at give folk det, de gerne ville have. Og de ville have Wimmersvej. Hver gang. Der fulgte andre hits, men Wimmersvej ragede op over dem alle.
Den sidste undersættelse
Med tiden tyndede det ud, hvad angår de danske udgaver af udenlandske hits, men til og med 2003 var der altid et par stykker med, når der skulle indspilles plader og cd’er, heriblandt ganske mange undersættelser. Derimod var der ingen udenlandske melodier på cd’en Kysser dem vi holder a' (2006), som blev det sidste studiealbum med Bamses Venner inden Bamses død. Det skyldtes blandt andet en stille protest over, at man ikke længere fik en del af rettighederne, når man skrev dansk tekst til udenlandsk musik.
Dette betyder, at Wimmersvej faktisk var en af de sidste over/undersættelser, der blev indspillet af Bamses Venner. Den var nemlig med på cd'en Rolig nu fra 2003 i en ny og ganske speciel udgave. Det var der en særlig grund til.
En sang med sydafrikanske rødder
I 2003 fik Flemming Bamse Jørgensen for første gang fortalt historien bag den melodí, som blev hans livs sang. Han havde indtil da, som de fleste, troet, at The Lion Sleeps Tonight var skrevet af et par dygtige amerikanske popsnedkere engang i 60'erne. Det var den til dels også, men historien startede i Sydafrika.
Her indspillede den sydafrikanske sanger Solomon Linda nemlig den første udgave af sangen i 1939 sammen med sit orkester, The Evening Birds. I følge overleveringen havde han på daværende tidspunkt optrådt med sangen, i en del år. Linda havde selv "skrevet" sangen og blev derfor rettelig anført som ophavsmand til Mbube, som den kom til at hedde. Anførselstegnene omkring "skrevet" skyldes, at han netop ikke havde skrevet sangen eller komponeret sangen. Den mest rammende beskrivelse var nok, at han havde "sunget sig frem" til det, der blev til Mbube. Linda kunne nemlig hverken læse eller skrive, og indspilningen var derfor i praksis den første notation af sangen. At sangen sikkert havde lydt anderledes for hver gang, den var blevet fremført, vidner det forhold, at de tre kendte indspilninger af sangen fra studiet den dag i 1939, varierer en del fra hinanden, om. I tredje take improviserede Linda blandt andet et par figurer, som ikke havde været med i de andre optagelser. Netop disse få sekunder fik stor betydning, for det var den melodilinje, de amerikanske pophåndværkere forfinede og lagde ord på i versdelen af The Lion Sleeps Tonight. På det tidspunkt var der gået 22 år.
Vejen til toppen af poppen
På sin vis er historien ganske simpel: Den amerikanske folkemusikforsker Alan Lomax havde et eksemplar af pladen, som han gjorde den legendariske folkemusiker Pete Seeger bekendt med. Han tog den på sit repertoire sammen med gruppen The Weavers og indspillede den for første gang i 1951 under titlen Wimoweh.
Seeger havde kun haft selve indspilningen, som han lyttede af, og havde derfor ikke helt styr på hverken titel eller de ophavsretsmæssige forhold. I Seegers udgave var ”Wimoweh” det eneste ord, og i praksis var der tale om en fejlhøring af ordet "Uyimbube". Da Sydafrika et par år forinden havde indført Apartheid, var chancerne for, at Solomon Linda fik, hvad han fortjente, i forvejen små, og med Weavers indspilninger gled sangen helt ud af hans hænder.
De rettighedsmæssige forhold blev godt nok ordnet med tiden, men Lindas betaling for at lade andre varetage sangens videre liv stod på ingen måde mål med, hvad han havde været berettiget til, og da The Lion Sleeps Tonight blev et kæmpehit i 1961, havde Solomon Linda og hans familie bestemt ikke meget at klappe af. Han døde nemlig i fattigdom i 1962 og dermed et lille år efter, at The Tokens havde sunget sangen til toppen af de amerikanske hitlister.
I de efterfølgende årtier blev rettighederne til sangen flere gange genhandlet, men heller ikke Lindas arvinger fik mere end småpenge ud af anstrengelserne. De havde ingen indsigt i ophavsrettens kringelkroge, og det er svært at opfatte det anderledes, end at de gentagne gange blev snydt af jurister med flere dagsordener. Derfor var situationen den samme, da den sydafrikanske journalist Rian Malan fik fært af historien og skrev en stor artikel til Rolling Stone Magazine om sangens og ikke mindst familiens skæbne. I mellemtiden havde The Lion Sleeps Tonight været brugt i Disney-filmen Løvernes konge, hvilket ifølge Malans oplysninger alene havde genereret 15 millioner til sangens ejermænd. Af disse penge var stort set intet gået til boet efter Linda.
Artiklen satte en masse ting i gang. Den franske instruktør François Verster lavede en prisbelønnet film om sangens historie, og en retssag begyndte at tage form. Den sydafrikanske ekspert i ophavsret, Owen Dean, lugtede nemlig blod og begyndte de indledende øvelser frem imod en juridisk prøvelse af sagen.
Vimmersvej 2
Alt dette havde Bamse været lykkeligt uvidende om indtil slutningen af 2002. Han troede, som de fleste, at sangene var skrevet af de mennesker, der stod krediteret på hans egne plader og havde i alle årene troligt sendt pengene for Wimmersvej til USA ad de rette kanaler. Da han hørte historien bag sangen, valgte han at genindspille den for at hjælpe Lindas døtre. Af en eller anden grund, var W’et med tiden blevet til et V, men tekst og melodi var stadig den samme.
Da det stadig var amerikanerne, der ejede rettighederne til sangen, valgte man den noget utraditionelle løsning at lade Lindas døtre synge kor på indspilningen, lade hele Bamses egen andel af fremførelsesrettighederne overgå til dem, og desuden bruge en bid fra den helt gamle indspilning fra 1939. På den måde fik de i det mindste en del af pengene.
Bamses gestus gav ganske efter hensigten de sydafrikanske kvinder en net sum penge, men det var intet imod, hvad der fulgte. Retssagen, som blev en realitet i 2004, endte nemlig med, at de tidligere aftaler blev kendt ugyldige, hvilket indbragte Lindas døtre et stort millionbeløb.
Farvel til en af de store
Da danskerne vågnede op til nyheden om Bamses død nytårsdag 2011, udbrød der noget, der lignede landesorg. Bevidstheden om, at en af de store konstanter på den danske pophimmel var gået bort, ramte de fleste, og det væltede ind med kondolencer på den nyoprettede Facebookprofil R. I. P. Flemming Bamse Jørgensen. Det samme var tilfældet på Youtube.com, hvor mange var inde for at genhøre Wimmersvej den dag.
Bamse havde et stort og trofast publikum, for hvem den årlige koncert med Bamses Venner i hallen eller på kræmmermarkedet var en tilbagevendende begivenhed på linje med jul, påske og pinse. Her kunne man genhøre de gamle hits, danse og have en god og ofte lang aften i selskab med den trinde sanger. For eftertiden må man desværre nøjes med indspilningerne, heriblandt sangen om pigen på Wimmersvej.