Populært at tage på pilgrimsvandring
12. maj 2011 09.36 AabenraaDu går den ene kilometer efter den anden, og når dagen er omme, sover du på herberg og står op og gør det samme igen - og igen.
Flere danskere tager på pilgrimsture, hvor de kan gå i fred og finde ro.
- Det er virkelig en stigende trend. Og den er kommet for at blive, siger turistchefen i Aabenraa, Michael Hansen til dr.dk/p4.
"Vi gør det for at få tid og ro til fordybelse."
Anna Thomsen, pilgrimsrejsende fra Allerød
200 kilometers gang
Flere turistbureauer kan aflæse pilgrimsturenes popularitet på deres hjemmesider og på salget af guidebøger.
Den 200 kilometer lange vandrestrækning mellem Vejen i Sydjylland og Rendsburg i Tyskland blev indviet for tre år siden. Og den blev en officiel del af den europæiske pilgrimsrute til Sydeuropa.
- Flere og flere mennesker søger det her i den travle hverdag, tilføjer Michael Hansen.
Anna Thomsen skal på pilgrimstur
Én af dem, der nu er ved at pakke sko til en fem dages vandretur, er Anna Thomsen fra Allerød.
I morgen fredag tager hun til Vejen for at vandre pilgrimsruten på tværs af den dansk-tyske grænse.
"Det er virkelig en stigende trend. Og den er kommet for at blive."
Micahel Hansen, turistchef, Aabenraa
Egentlig skulle det have været den spanske Camino, men så fandt hun det sønderjyske alternativ.
- Vi gør det for at få tid og ro til fordybelse, siger hun til dr.dk/p4.
Mobiltelefonen skal med
Anna Thomsen skal gå turen sammen med sin mand. Og de har valgt lidt ekstra goder til turen.
- Vi får også hotel, morgenmad og frokost med i pakken. Og vi kan godt gå de mange kilometer hver dag, når vi også får denne luksus, sier Anna Thomsen.
Anna Thomsen og manden tager også mobiltelefonen med, så børn og børnebørn kan komme i kontakt med dem.
Herunder kan du fortælle om dine oplevelser, hvis du har været på pilgrimstur. Hvordan var det?
Og skal du afsted igen?
Du kan også fortælle, om du overvejer at tage af sted på pilgrimstur.
Til højre for artiklen kan du også høre indslagene om pilgrimsturene.