Undgå indbrud i vinterferien
06. feb. 2012 15.46 NyhederNæste uge banker vinterferien på, men det gør tyven ikke - De er derimod rigtig aktive i vinterferien.
Derfor er nabohjælp en rigtig god idé.
En Svensk undersøgelse viser nemlig, at 19 ud af 20 indbrudstyve springer simpelthen huset over, når tyven kan se, at der er nabohjælp. Herhjemme viser forskningen, at nabohjælp forebygger indbrudskriminalitet og nedsætter antallet af indbrud med 16-26 %.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil derfor gerne have alle, der tager på vinterferie, men også alle, der bliver hjemme, til at gøre en indsats for at undgå indbrud i vinterferien.
Her er nogle af politiets råd:
-
Se på dit hjem med tyvens øjne - hvor let vil det være at komme ind? Tænk på hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra.
-
Fysiske hindringer gør, at tyven bruger længere tid, laver mere støj og gør naboerne opmærksomme på, at der er ubudne gæster. Det gælder om at have et hus som kan tåle et indbrudsforsøg med en skruetrækker eller et lille koben.
-
Tænd lys i dit hus om aftenen i et par værelser. Dit hus skal sende de samme signaler, som når du er hjemme. Brug automatiske tænd/sluk-ure, når du er bortrejst. Lad eventuelt en radio være tændt. Lad ikke belysningen udendørs være tændt alene.
-
Giv naboen besked, når du er væk - også selv om du blot er i teatret en aften.
-
Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Har du en stige udenfor, så lås den fast.
-
Lad være med at fortælle på telefonsvareren, at du er bortrejst.
-
Hus og have skal give indtryk af at være i brug. Der skal ikke være ferieopryddet - uorden hører til dagens orden.
Som nabo er der også en masse ting, du kan hjælpe med:
-
Rydde sne - hvis der er noget.
-
Gå rundt i sneen ved huset, så der ser ud til, at der er nogen hjemme.
-
Hænge dit vasketøj op på naboens tørresnor.
-
Parkere din bil foran naboens hus eller i hans garage, når han er væk.
-
Fylde noget affald i naboens affaldsspand.
-
Tømme postkassen.
Derudover opfordrer politet til, at man ikke skal reklamere på facebook om, at man ikke er hjemme i ferien.
Ser du noget mistænkeligt, så kontakt politiet døgnet rundt på telefon 1-1-4. I hastende tilfælde 1-1-2.