Færre tunede knallerter på vejene
08. feb. 2012 10.52 Nyheder
Opdat.: 08. feb. 2012 12.00Tune, bore og plane topstykket. Det er alt sammen indgreb på knallerter, der gør, at de kan køre hurtigere end de tilladte 30 kilometer i timen.
Det har før i tiden været vældigt populært.
Langt de fleste er lovlige
Men de unge syd- og sønderjyder er blevet bedre til at holde fingrene fra fartjusteringer.
- Det ser ud til, at der er sket en ændring i holdningerne hos de unge. Når vi stopper de unge nu, er op imod 75 procent af knallerterne lovlige, forklarer leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi Kenneth Benfeldt til dr.dk/p4.
Unge kender konsekvensen
Han mener, at de unges nye vaner kan skyldes nye regler, der gør, at en knallert bliver konfiskeret anden gang, den bliver taget for for høj fart.
- De unge mennesker er meget bevidste om, at det at køre for stærkt på knallert har en konsekvens, og at konsekvensen er meget høj, når de bliver taget anden gang. Jeg tror, at når de er taget første gang, så ved de godt, at nu er det altså tid til at få gjort knallerten lovlig, siger Kenneth Benfeldt til dr.dk/p4.
Politiet kan gå ind og destruere en knallert, efter den er taget to gange for for høj fart.