BILLEDER: Hotel brændt ned til grunden
09. feb. 2012 06.17 NyhederHotel Sønderhav i Sønderhav ved Kruså er brændt ned til grunden efter en eksplosionsagtig brand i aftes.
- Der er stort set kun skalmurene tilbage, siger politiets vagtchef Jan Stokholm til dr.dk/p4.
Røggaseksplosion
Politiets teknikere skal forsøge at finde frem til brandårsagen. Muligvis kan det være nogle varmeblæsere, der har forårsaget branden.
- Der skete en røggaseksplosion. Det kunne betyde, at noget har ligget og ulmet i nogle timer og så pludselig fået luft på en eller anden måde, så der er sket en eksplosion, siger Jan Stokholm.
Ingen personer på hotellet
Der var ingen personer på hotellet.
Beboerne i et par huse bag hotellet blev evakueret på grund af voldsom røgudvikling.
I forbindelse med branden var Fjordvejen, hvor hotellet ligger, afspærret det meste af aftenen.
Historisk hotel
Hotel Sønderhav kan føre sin historie tilbage til 1800-tallet, hvor det under betegnelsen "Strandhotellet" oprindeligt lå helt nede ved vandet, fremgår det af hotellets hjemmeside.
Under en stormflod i 1872 blev hotellet voldsomt beskadiget, og under den senere genopbygning blev hotellet opført på sin nuværende plads på Fjordvejen.
Herunder kan du se billeder af det nedbrændte hotel.