Flere lærere må sige farvel til jobbet
09. feb. 2012 07.00 NyhederLærerne skal undervise mere, siger deres arbejdsgiveres paraplyorganisation, Kommunernes Landsforening.
Og sker det, så vil behovet for lærere være mindre.
Arbejdsløsheden er steget
Når Danmarks Lærerforening i dag holder ekstraordinær kongres, så er det derfor på en dyster baggrund.
Alene i Region Syddanmark er arbejdsløsheden blandt lærerne i forvejen steget med over en tredjedel fra december 2010 til december 2011. Og der er bestemt ikke noget, der tyder på, at situationen bliver bedre de næste år, siger Kenneth Nielsen, formand for Esbjerg Lærerkreds.
- Vi vil i hvert fald de næste år have en stor gruppe unge, nyuddannede lærere, der er ledige, siger han til dr.dk/p4.
35 færre stillinger
Og hans kollega i Varde, Helge Højstrup Jensen, er på linje og ser det på samme måde. For næste år vil der bliev i omgenen af 35 færre lærerstillinger, vurderer han.
I Haderslev forsvandt der sidste år 80 lærerstillinger, og i år er 29 allerede blevet varslet fyret, og 33 stillinger genbesættes ikke. I Sønderborg er der næppe fyringer i vente. Lærerkredsformand Lisbet Skyum mener dog, det er på en bitter baggrund.
- Vi har i mange år ligget nummer tre fra bunden, hvad angår kroneforbrug per elev, og det betyder, at der ikke er noget overskud at hente, siger Lisbet Skyum til dr.dk/p4.
Arbejdsløsheden blandt lærere er endnu ganske lav, nemlig 3,3 procent i Region Syddanmark.