Tysk skal frem i lyset
11. feb. 2013 06.37 NyhederTysk taber terræn, når det gælder sproget og de unges lyst til at kaste sig over de tyske gloser.
- Det er op ad bakke at være tysklærer for tiden, som tysklærer Helle Jepsen fra Lyreskovskolen i Kruså udtrykker det.
Udveksling skaber forståelse
Derfor går hun andre veje for at skærpe elevernes interesse for nabolandets sprog, nemlig udveksling af elever fra begge sider af grænsen.
- De oplever, at de får noget ud af at bruge sproget og får forståelse for tyskernes liv og hverdag, siger Helle Jepsen.
Gennem tre år har elever fra Kruså og Flensborg været på udveksling hos hinanden i forløb, der varer et års tid og netop i disse dage er 31 tyske elever på genvisit hos deres danske pennevenner, som var i Tyskland i sommer.
Kun tale hinandens sprog
Netop mødet mellem jævnaldrende flytter noget.
- To af eleverne har lige sagt til mig, at de vil tale hinandens sprog, når de er sammen og kun slå over i engelsk i >nødsituationer<, siger Helle Jepsen.
To gange om ugen er hun i Tyskland for at undervise i dansk, mens en tysk kollega underviser hendes danske elever i tysk.