Pastor: Jeg er ked af, at paven går af
11. feb. 2013 12.40 Syd- og SønderjyllandDet er for kort tid siden kommet frem, at Pave Benedikt træder tilbage.
Paven siger, at han på grund af sin alder mangler kræfter til at styre den katolske kirke.
Havde gerne set ham fortsætte
Nyheden er netop landet hos den katolske pastor Benny Blumensaat i Esbjerg, og han er ked af det.
- Det gør mig ked af det, fordi jeg syntes, han er en god pave. Og jeg havde gerne set, at han havde fortsat lidt endnu, selvom jeg godt er klar over, at han er oppe i årene, siger han og fortsætter:
- Det er jo ganske usædvanligt. Jeg er ikke helt klar over, om det er sket tidligere. Men man plejer jo at være pave, indtil man dør.
Vil strømme til kirker for at bede
Ifølge Benny Blumensaat vil katolikker overalt i landet i den kommende tid strømme til de katolske kirker for at bede for en ny pave.
- De vil søge kirken i stigende tal, og der vil komme rigtig mange mennesker i vore kirker i den kommende tid, for at bede for et nyt pavevalg og den nye pave, siger han.