Unge er uopmærksomme i trafikken
07. feb. 2012 06.53 TrafikkampagneMusik i ørene, en mobil i hånden og en hånd på styret.
90 procent af alle trafikulykker skyldes uopmærksomhed og risikovillighed.
Og det er især de unge, som benytter sig af multitasking i trafikken.
Det mærker man hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som i stigende grad møder uopmærksomme unge på vejene:
- Jeg kigger ned på mobilen - og op igen. Og sådan bliver jeg ved, siger 12-årige Mette Hvid Meinfeldt fra Rødekro. Hun kan godt finde på at skrive sms'er, når hun cykler.
Musik generer
Ifølge Kenneth Benfeldt fra Syd- og Sønderjyllands færdselspoliti, så er hun ikke den eneste unge, der koncentrerer sig om mere end én ting, når hun færdes i trafikken:
- Det er noget vi oplever mere af. For eksempel i forhold til det at høre musik. Vi møder flere og flere unge mennesker, der når vi standser dem, først lige skal have ørepropperne ud, inden vi kan tale med dem. De kan simpelthen ikke høre noget inden. Det er jo klart, at det er en farlig situation, for det kunne ligeså godt være en bil fra en tværgående vej, som bruge hornet, som de så overhører og dermed måske bliver kørt ned, fortæller Kenneth Benfeldt.
Han mener, at uopmærksomhed i trafikken generelt et stort problem:
-Der er slet ingen tvivl om, at det at høre musik eller kigge på sin mobiltelefon og skrive sms'er er et problem, der er i samfundet, og som vi skal have stor fokus på, siger han.