Penge til børn med tabu-handicap
16. nov. 2011 18.10 FredericiaEn pose penge med 165.000 kroner i.
Det er hvad Drop-In Banko i Fredericia i dag har overrakt til Forældregruppen under Stomiforeningen. Foreningen består af forældre, hvis børn har svære afføringsproblemer.
Og pengene gør god gavn. De gør det nemlig muligt at lave arrangementer, hvor de handicappede børn kan møde ligesindende.
- Der er ikke noget kommunalt tilbud til børn med afføringshandicap. Og det er vigtigt for 6-10 årige børn, at de ser, de ikke er alene om at stå med et handicap, der kan risikere at lugte eller hvor de kan risikere at lave i bukserne og ikke kan gøre for det. Derfor er det vigtigt at møde ligesindende, siger Morten Holmgaard fra Børkop, der er med i Forældregruppen fordi hans datter, Josefine, er født uden et numsehul.
Det er tredje gang, at Forældregruppen modtager penge fra det fredericianske banko-center.