Rektor for musicalakademiet stopper
02. feb. 2012 09.25 NyhederRektoren for Det Danske Musicalakademi i Fredericia, Søren Møller, stopper til sommer.
Efter 10 år som en del af ledelsen for skolen der uddanner sangtalenter til teaterscenen, bliver det nu selve teatret i Fredericia, der får gavn af Søren Møller.
Og han glæder sig til at give teatret meget mere opmærksomhed.
- Vi har et helt fantastisk projekt på Fredericia Teater. Vi har en helt unik profil for et europæisk teater - nemlig det at vi kun spiller nye musicals. Og det har jo allerede inden for det første år her givet os international opmærksomhed.
Fortsætter i bestyrelsen
Søren Møller fremhæver, at teatret for eksempel har haft Europapremiere på Disneys Aladdin.
- Der er alle muligheder for, at det her teater kan blive en både regional og national attraktion. Og også et internationalt udviklingssted for musical, siger Søren Møller.
Han bevarer i øvrigt tilknytningen til musicalakademiet - blandt dandet som underviser og bestyrelsesmedlem.
Stillingen som rektor på akademiet bliver overtaget af studieleder Thomas Agerholm.